| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Det natlige toiletbesøg var en kold affære og da vi stod op til dagens første solstråler, var der is på vinduerne. Det var prisen for, at være i godt 1.400 meters højde. Udenfor havde solen magt, så snart den dukkede frem, men vi valgte for bekvemmeligheds skyld, at sætte lidt varme på camperen.
Jeg var ude, for at tage lidt morgenbilleder, da jeg opdagede, at vores vand rendte. Frostsikringen var gået, selv om vi mente, at vi havde garderet os. Men hurtigt fik vi stoppet vandet, inden vi løb helt tør.
Efter morgenmaden ville vi gå en tur i nationalparken og min hjerne havde et mindre udfald, for jeg satsede på, at jeg kunne klare mig med et par sko. Marie fik mig heldigvis på andre tanker og jeg sendte Marie en tak flere gange under vandreturen :)
Først gik vi ned gennem en skov, så vi ikke rigtig fik glæde af solens varme. Vi gik ned langs søen Ariamácina, der lå i 1.330 meters højde og det tog en god times tid, før vi var for enden af søen. Her endte en af de officielle ture på de kort, vi havde fundet. Tilbageturen ville vi tage af en anden rute og det blev lidt mere bøvlet. Dels skulle vi op over 1.500 meters højde og dels gik en del af stien i sne, som var lidt ustabil. Andre steder var der vandløb, der skulle forceres, men ikke noget, der kunne skræmme os.
Vi oksede rundt i bjergene og havde det hele for os selv. Vi så ikke skyggen af andre mennesker, mens vi gik turen. Vejrguderne havde lovet overskyet hele dagen, så vi var taknemmelige for det flotte solskin, vi var udstyret med.
Efter knap 4 timers vandren, var vi tilbage ved camperen. Det havde været en dejlig tur og mit knæ så ud til at holde til strabadserne. Så kunne vi godt finde vandreturene frem igen :)
Ved stationen var der umådelig stille. Kun et par hunde, der gjæffede, men så snart vi gik hen til vores camper, faldt de til ro. Marie kogte lidt blomkål og vi fik resterne fra Carbonara’en til. Kongemåltid. Og så en kop varm kaffe til. Det er ikke hver dag, jeg drikker varm kaffe til min frokost.
Næste stop på vores rute var en gård, hvor de presser oliven. Gården lå tæt på byen Rossano, hvor vi også havde fundet en lakridsfabrik, vi måtte besøge. Sidst men ikke mindst var her en parkeringsplads, hvor vi kunne få vand på vognen igen. Vi var ikke løbet helt tør, men det var svært at vide, hvor meget, der var løbet ud her til morgen…
Vi fortsatte turen gennem Sila nationalparken og vi nåede højt op i bjergene, hvor der lå meterhøje snedriver i siderne. Det ville ikke være så rart, at køre denne tur, hvis vejene ikke var ryddet for sne.
Nu fulgte en brat nedtur, stadig med masser af sne i siderne. Vejen var i ok stand, men vi var glade for, at der ikke var ret mange andre billister i de mange hårnålesving. Camperens bremser måtte holde meget hårdt for under turen ned. Vi nåede ned til byen Longobucco, hvor vi gjorde et lille stop. Her kunne vi lugte bremserne, så de måtte have et velfortjent hvil. De var svære at undvære, for vi var stadig knap 1.000 meter over havet og vi skulle da gerne helt sikkert ned. Longobucco virkede til at være en soveby, men her gik alligevel en del unge rundt i gaderne, så lidt liv var der da.
Turen fortsatte nedad og da vi havde passeret Longobucco, kørte vi ind på en større vej, der fulgte et bredt floddelta ned mod kysten. Nu gik vejen nedad i et mere roligt tempo og vejen var stor, så vi kunne køre noget hurtigere. Dermed nåede vi et godt stykke ned mod kysten, før vejen ganske pludselig endte. Vi kunne komme til venstre eller højre, men ingen af skiltene viste mod Rossano, som jeg betragtede som en forholdsvis stor by i området.
Vi drejede til venstre og via hårnålesving fik vi kæmpet os op på den venstre side af floddeltaet, der efterhånden var kilometerbredt. Her var de vant til store vandmængder. Vi nåede til byen Cropalati, hvor GPS’en straks ville have os op i byen af en lille vej til venstre. Det havde vi ikke lyst til, så vi fortsatte. Længere fremme gentog seancen sig og vi synes stadig, at vejen op i byen var både for stejl og for smal, så vi fortsatte. Det blev vi sidenhen straffet for, for nu fortsatte vejen en kilometer nedad, før vi fik en sidste chance for, at dreje til venstre. Det måtte vi hellere gøre og så gik det ellers opad i de ekstremt smalle gader. Jeg vil tro, at stigningsprocenten lå på omkring 15. Det var helt vildt og Marie var bange for at stoppe camperen af fare for, at vi ikke kunne komme i gang igen. Så det var de hurtige beslutningers tur gennem byen. “Hvad skal vi her?” spurgte Marie. Inden jeg nåede at svare, brølede hun, at vi ikke måtte køre ligeud, så hun kastede camperen til højre. Det var et under, at vi ikke mødte andre på vejen gennem byen, for så var vi blevet tvunget til at standse, men vi slap flot igennem.
Trængslerne var dog ikke forbi endnu. Vi nåede ud af byen og skulle dreje til højre. Kort tid efter holdt vi ved en regulær bakketop, hvor der førte en meget stejl vej opad. Det virkede fuldstændig skørt, at vi skulle køre op af vejen men GPS’en insisterede på, at det var vejen frem. Nu blev det altså lige spændende nok, synes vi begge. Men der kørte andre biler op af bakken, så Marie trådte på speederen og lod camperen kæmpe sig op af den meget stejle bakke. Her var der en hældningsprocent på omkring 20, vil jeg tro. Et under, at camperen kunne trække os op.
Heldigvis talte GPS’en sandt og vejen fortsatte på en smal bjergkam de næste mange kilometer ned mod kysten. Der blev ikke sagt så meget i camperen på denne strækning. Vi havde vist lige behov for at sunde os oven på den noget dramatiske tur ned fra bjergene og gennem Cropalati. Bagefter ærgrede vi os lidt over, at jeg ikke havde filmet turen gennem byen og op over bakken lige efter byen. Det var vi vist lidt for presset til.
Snart var vi ved olivenfarmen Donato Parisi og her dukkede en ung fyr op ud af det blå, for at vise os rundt på farmen. Vi startede med en lille smagning af deres forskellige olier. Først deres blend, dernæst flere typer af monocular. Det havde jeg læst om før, men jeg vidste ikke helt, hvad det betød. Det handler om, at olien er produceret med kun en type oliven. Vi smagte olierne fra små plastickrus og vores vært lærte os, at smage rigtigt på olien. Først skulle olien varmes op i fingrene (som en cognac). Dernæst tog man en slurk i munden og iltede den (lidt som ved en vinsmagning). Guiden fortalte om, hvad de forskellige olier kunne bruges til og vi faldt nok mest for de mest krydrede af deres olier.
Så blev vi vist lidt rundt på farmen. En kort tur rundt omkring fabrikken og vi hilste på yngste generation af familiedynastiet bag farmen. Han var meget opsat på at hjælpe os med at besøge andre steder i området. Så han ringede resolut til lakridsfabrikken og aftalte et tidspunkt for os. Det kunne blive i morgen kl. 11. Han insisterede også på, at vi skulle se et museum Diocesano e del Codex, som olivenfarmen var sponsor for. Inden vi kunne nå at sige fra, besluttede han også at få aftalt en tid med museet.
Der produceres udelukkende olivenolie på Donato Parisi. Det vil dog sige, at de også eksperimenterede lidt med syltetøj, lavet af citron og af abrikoser. Som en lille gave, fik vi et glas abrikos syltetøj med. I deres lille shop blev vi overladt til os selv, for at vurdere, hvad vi ønskede at købe. Nu havde vi godtnok camperen fyldt med masser af olivenolie, men vi var nok nødt til at supplere med lidt fra farmen efter den fine rundvisning. En halv liter kostede 10 euro. Så var det også betalt. Men ved køb af 6 flasker, var prisen 8 euro. Det gav mening. Vi skulle også se prisen i relation til, at guiden havde brugt en time på os. Så vi købte 6 flasker. Guiden inviterede os til at parkere camperen på farmen for natten, men vi ville gerne ind og se Rossano - og så skulle vi jo have vand på vognen.
Turen ind til Rossano gik gnidningsfrit. Destinationen var en parkeringsplads og en tidligere besøgende havde kaldt turen til parkeringspladsen for “scary”. Jeg er sikker på, at han ikke havde kørt den rute, som vi havde været igennem i dag, for så var turen op til parkeringspladsen da vand ved siden af. Apropos vand, så så det ikke ud til, at vi kunne tanke vand på pladsen. Her var godtnok en kilde - men vandhanen var placeret under et tag, så camperen skulle holde 5-6 meter fra hanen. Så lang en vandslange havde vi ikke med ombord. Vi måtte klare os med den mængde, vi havde ombord og springe morgendagens bad over. Vi kom nok ikke til at lugte af gnuer af den grund.
Der holdt en enkelt camper på pladsen. Vi behøvede ikke se hvilken nationalitet han havde, for han var parkeret på skrå hen over to meget store båse. Det kan kun være en italiener!
Den yngste generation fra olivenfarmen ringede og sagde, at vi var velkommen til at besøge museet i morgen formiddag. Jeg havde kigget lidt på museets hjemmeside og jeg måtte tilstå, at jeg ikke havde lyst til at bruge tid på museet. Jeg ville hellere gå en tur i den gamle bydel.
Marie var meget forståeligt godt brugt efter dagens tur, så hun mente, at aftensmaden skulle indtages i byen. Ved knap 7-tiden gik vi ind gennem en vejtunnel og så var vi i den gamle bydel. Jeg havde luret lidt på Tripadvisor, for at finde en god restaurant og efter lidt vandren på må og få, stod vi pludselig uden for Porta Romana. Der så lukket ud, men døren var ikke låst. En ældre venlig herre lukkede os ind og selv om han kun talte italiensk, ville han rigtig gerne forklare os retterne på menukortet. Marie og jeg havde egentlig aftalt, at vi ville prøve at bestille en middag, som italienerne normalt vil spise med de forskellige retter. Men det opgav vi, da vi ikke rigtig kunne gøre os forståelig her. I stedet nåede vi frem til 2 omgange antipasti, som viste sig at være en stor tallerken med 10 forskellige små retter på. Dertil en liter af husets vin, som tjeneren meget stolt satte på bordet. Han påpegede, at det var med deres egen etikette. Jeg morede mig lidt, for vi havde netop hørt, at han havde fyldt flasken i baren. Så det var sikkert en genbrugsflaske. Men vinen smagte fint og maden ligeså. Der var alt for meget mad på tallerknen og vi kunne ikke spise op.
Vi forlod restauranten med den sympatiske tjener (måske ejeren) netop som et stort selskab indfandt sig. Det var et surprise party for en fødselar. Så kunne de få restauranten i fred. Vi gik tilbage til camperen og kravlede ret hurtigt i seng. Det havde været en yderst begivenhedsrig dag og vi var godt møre.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |